Selvforsyning

Selvforsyning er en teori eller en praksis for, hvordan grupper eller samfund kan forsørge sig selv uden at udveksle varer eller penge med omverdenen. Teorien er noget udbredt i visse anarkistiske grupper og især inden for individualistisk anarkisme. Nogle miljøgrupper går ligeledes meget ind for selvforsyning. Selvforsyning ses som en meget oprindelig måde at leve på.

Konkret kan man opdele selvforsyning i forskellige niveauer. I faldende orden på land, region, kommune, by, kvarter, gruppe, familie og individ.

Et almindeligt eksempel på selvforsyning er en person eller en familie, som bor på en lille gård. Her dyrkes og produceres der alt, hvad der er nødvendigt for at overleve.

Et mål for opdragelse af børn er, at de skal vokse op og blive selvforsynende i den forstand, at de kan gå ud i voksenlivet og være økonomisk uafhængige af deres forældre og i denne proces lære at forsørge sig selv.

I bogen Håndbog i Selvforsyning af John Seymour, fremhæver han, at total selvforsyning er lige så forfejlet som nytteløs. Det gælder om at finde en balance mellem at tjene penge på normal vis og at holde sig selvforsynet.

Tankerne om selvforsyning kan ses som et alternativ til den traditionelle økonomis tanker om fordelene ved arbejdsdeling, som oprindelig blev fremført af Adam Smith i hans bog The Wealth of Nations.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search